Jeppesen: Hvor er Margrethe Jeppesen har gjort et ubehageligt fund på Fredensborg Slot
– Neeeej! Neeeej!
Jeg står foran Fredensborg Slot, og lille prins Christians spinkle stemme sidder stadig som små skarpe klinger af is i mine ører.
– Neeeej! Neeeej, råbte han, da hans farmor prøvede at tage ham op.
Men overreagerede jo nok lidt. Ærligt talt, jeg troede, at han ikke kunne lide Margrethe, men det havde slet ikke noget med det at gøre. Alle ved jo, at lugt- og synssansen er skærpet hos små børn. Min fejl. Og når man oven i købet tænker på, at prins Henrik er blevet så neutraliseret gennem årene, at han ved flere lejligheder har underholdt udenlandske gæster med at sniffe rød chili, så er der altså ikke noget at sige til, at lille søde sårbare prins Christian får en smule vand i øjnene.
De blå er flinkest
Nej, der er ikke noget galt med den familie. Jeg går en lille tur om slottet. Der står en plasticspand midt på græsplænen bag kancellihuset, hvor Frederik og Mary bor. Det har nok dryppet en dag.
Jeg går tilbage. To gardere marcherer i takt lige ved indgangen. Nede ad vejen kommer en lille flok militærfolk. De går også i takt. Nu passerer de to hold hinanden. En af garderne falder ud af takt og i med dem fra hæren. Det var den karriere!
Her er også blå vagter. Og civilvagter. Og politifolk. De blå er klart de flinkeste. De griner og pjatter. En af civilvagterne fra politiet har fået nyt bæltespænde fra Sand. Hvis han havde bundet slipset bare 20 centimeter længere, så havde spidsen af det skygget for a’et.
Noget rødt klistret stads
Evita kommer løbende hen over slotspladsen. Alene. Der er også noget andet, der er sært. Her er ikke noget julepynt. Frederik og Mary har et juletræ på cirka 60 centimeter med to toppe og 20 små elektriske lys foran deres hoveddør. Det er alt. På hele slottet! Og alle ved, at Margrethe elsker jul.
Evita er helt vild nu. Hvad er det den laver? Den slikker i noget klistret rødt stads på brostenene. Hvor er det ulækkert. En vagt kommer og løfter den op.
– Er alt okay inde hos jer?
Han griner. Det skulle han mene.
– Men har du set Margrethe?
Det har han dog ikke.
Med blod på hænderne
Lidt efter er Evita nede igen. Den cirkler og cirkler om det røde stads.
– Evita!
Jeg kalder på hende.
– Kom så, bassehund, kom så.
Jeg går hen til hende. Hvad er det mon for noget, hun slikker på?
Jeg rører ved det.
Det er blod! Blod! Blod!
Det er simpelthen for meget nu. Alt, hvad jeg ville, var at fedte mig ind på Kronprinsparrets Kulturpris, og nu står jeg med blod på hænderne. Og de har lige meddelt på kongehuset.dk, at Frederik bliver regent fra i morgen!
Jeg ved slet ikke, om jeg kan lave en julekalender på de her betingelser. Jeg må tænke over det.
– Neeeej! Neeeej!
Jeg står foran Fredensborg Slot, og lille prins Christians spinkle stemme sidder stadig som små skarpe klinger af is i mine ører.
– Neeeej! Neeeej, råbte han, da hans farmor prøvede at tage ham op.
Men overreagerede jo nok lidt. Ærligt talt, jeg troede, at han ikke kunne lide Margrethe, men det havde slet ikke noget med det at gøre. Alle ved jo, at lugt- og synssansen er skærpet hos små børn. Min fejl. Og når man oven i købet tænker på, at prins Henrik er blevet så neutraliseret gennem årene, at han ved flere lejligheder har underholdt udenlandske gæster med at sniffe rød chili, så er der altså ikke noget at sige til, at lille søde sårbare prins Christian får en smule vand i øjnene.
De blå er flinkest
Nej, der er ikke noget galt med den familie. Jeg går en lille tur om slottet. Der står en plasticspand midt på græsplænen bag kancellihuset, hvor Frederik og Mary bor. Det har nok dryppet en dag.
Jeg går tilbage. To gardere marcherer i takt lige ved indgangen. Nede ad vejen kommer en lille flok militærfolk. De går også i takt. Nu passerer de to hold hinanden. En af garderne falder ud af takt og i med dem fra hæren. Det var den karriere!
Her er også blå vagter. Og civilvagter. Og politifolk. De blå er klart de flinkeste. De griner og pjatter. En af civilvagterne fra politiet har fået nyt bæltespænde fra Sand. Hvis han havde bundet slipset bare 20 centimeter længere, så havde spidsen af det skygget for a’et.
Noget rødt klistret stads
Evita kommer løbende hen over slotspladsen. Alene. Der er også noget andet, der er sært. Her er ikke noget julepynt. Frederik og Mary har et juletræ på cirka 60 centimeter med to toppe og 20 små elektriske lys foran deres hoveddør. Det er alt. På hele slottet! Og alle ved, at Margrethe elsker jul.
Evita er helt vild nu. Hvad er det den laver? Den slikker i noget klistret rødt stads på brostenene. Hvor er det ulækkert. En vagt kommer og løfter den op.
– Er alt okay inde hos jer?
Han griner. Det skulle han mene.
– Men har du set Margrethe?
Det har han dog ikke.
Med blod på hænderne
Lidt efter er Evita nede igen. Den cirkler og cirkler om det røde stads.
– Evita!
Jeg kalder på hende.
– Kom så, bassehund, kom så.
Jeg går hen til hende. Hvad er det mon for noget, hun slikker på?
Jeg rører ved det.
Det er blod! Blod! Blod!
Det er simpelthen for meget nu. Alt, hvad jeg ville, var at fedte mig ind på Kronprinsparrets Kulturpris, og nu står jeg med blod på hænderne. Og de har lige meddelt på kongehuset.dk, at Frederik bliver regent fra i morgen!
Jeg ved slet ikke, om jeg kan lave en julekalender på de her betingelser. Jeg må tænke over det.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar